Arven

Jeg går meget for tiden og analyserer min egen situation i forhold hvordan jeg er som person og rent psykisk. Det overrasker mig hvor stor betydning min barndom har for hvordan jeg er endt ud som (endnu ungt)menneske og ikke mindst mit syn på mig selv. Hvor meget det betyder hvad mine forældre tænker om mig - om jeg er god nok og om jeg gør dem stolte. Jeg har altid følt mig forkert og det har altid kun været når jeg har gjort noget til et 12-tal eller hvis jeg har tabt mig at jeg har fået lidt positiv opmærksomhed. Det er ikke for at pibe (bare rent tankespind fra min syge hjerne). Det er nok mest i mit hoved at det hele er, men det gør det jo ikke mindre rigtigt. Det er stadig de odds jeg har at spille med. 

Min barndom har så at sige en væsentlig betydning i hvordan jeg ser mig selv og mine "bedrifter" og for at sige det som det er, så føler jeg at jeg helst skal klare mig perfekt i alt. Jeg vil ikke hænge nogen ud, men det er jo den "arv" mine forældre har givet mig - inden jeg flyttede ud. Det er sjældent jeg modtager forståelse fra deres side når tingene ikke går godt, og det har selvfølgelig en virkning på min person.
Det er i grunden frygteligt hvad man som menneske må bære rundt på af arv fra opvæksten og som man skal slæbe rundt på hele livet, med mindre man lærer at smide det fra sig eller leve med det - uden det virker negativt på en.

I mit tilfælde tror jeg at jeg skal arbejde på at løsrive mig fra det "billede" jeg har af mine forældres foretrukne datter. Tillade mig selv at være uperfekt og lave fejl. Det er bare svært når man har baggagen syet fast på ryggen. Ikke at jeg giver mine forældre skylden for mine psykiske problemer, men det er stadig en del af min rejse hertil, men skylden er selvfølgelig min egen. 
Det er bare et pres jeg er nødt til at komme af med for at få det bedre, for det presser alt energi og livslyst ud af mig, da jeg føler jeg har tabt på forhånd - hvis det giver mening? Ofte har jeg tænkt om jeg helt skal stoppe med at have kontakt til mine forældre, for så forsvinder det pres lidt ved at jeg ikke skal konfronteres med dem. Men den løsning hjælper jo heller ikke. 

Der er selvfølgelig mange andre grunde til min person og psyke og jeg kan ikke give jer alle eksempler, da jeg ikke tænker det er noget der er værd at tale om, men jeg har oplevet svigt på min egen måde, som mange andre har det på deres. Det er altså noget man tager med sig altid og noget jeg håber at kunne tæmme, så det er til at leve et godt liv med. Eksempelvis har jeg aldrig lært at vise kærlighed, så det har da sine konsekvenser i mit forhold til andre. Relationer er for mig meget svære at håndtere.

Selvfølgelig kan man sige at med livet følger skuffelser, svigt, krise og tab. Det er noget vi alle skal igennem og det er ikke noget at pibe over, men for dem der kan slippe deres arv eller som lærer at håndtere den og tæmme den, der er det så sandelig heller ikke tilfældet. Jeg er bare ikke nået dertil endnu (ikke at det siger jeg skal pibe over det) - jeg har endnu først tænkt over arvens effekt på mit liv - nok grundet "arvens" substans: "Ikke vise svaghed", "smerte skal arbejdes væk", "ikke være for langt fra normen", "vær helst perfekt".
Så hvis jeg får råd til psykolog skal der nok kunne findes noget at arbejde med - har vi ikke alle det? 

Jeg har selvfølgelig haft undervisning i udviklingspsykologi og det er faktisk skræmmende så stor betydning ens opvækst har for ens senere liv. Det hænger sammen og påvirker fremefter. Derfor er barndommen ikke uden betydning og det er oftest her man skal finde de demoner der haunter en i livet. Jeg er ikke sikker på jeg har "fundet" alle mine demoner - arvet eller erhvervet. Er ej heller sikker på jeg har lyst til det eller er parat til det.