onsdag den 16. maj 2018

Mit liv er forandret for evigt

Jeg har været væk herinde fra i over et år. Der har simpelthen ikke været tid eller overskud til at opdatere bloggen med alle de ting der er sket siden sidst, men de af jer der følger mig på de sociale medier har dog fået lidt livstegn i ny og næ - og dermed ved lidt af hvad der er sket siden.

For at følge lidt op fra hvor jeg slap sidst, så er kærestens bedstemor kommet godt på plads i sin lejlighed og vi var totalt mørbankede efter en meget fysisk og psykisk krævende flytning og tømning af hendes hus. I september 17 fik vi godkendt købet af Skat og i December var kæresten husejer. Vi kæmpede siden skats godkendelse i september med, at få husets stueetage gjort klar til indflytning, men stuen kom til at hænge i bremsen, og gør det sådan set stadig. Vi flyttede ind 3 dage før juleaften og denne blev holdt i køkkenet med minimalt med julepynt, men dog med lækker mad og i selskab af kærestens lillebror.



Vi har selv stået for renoveringen indendørs og kæresten har virkelig slidt og slæbt. Det har kostet en del skænderier og sætter virkelig et forhold på prøve. Som i kan se skulle en væg rives ned for at vi kunne få et køkken med spiseplads og det tog virkelig lang tid og kostede også en del penge. Det på trods af vi købte et brugt Uno-form køkken. Synes resultatet er blevet skide flot, også selvom det måske ikke lige er det mest moderne køkken. Faldt pladask for de skuffer og er glad hver dag jeg ser på det, især fordi det har været os selv der har lavet alt. 

Udenfor var der også en del renovationer der skulle til for at huset blev sundt og beboeligt. Taget skulle pilles af  grundet at der var lavet fejl sidst det blev lagt om - og dermed har været grund til fugt på overetagen. Der skulle laves noget murværk udendørs, da den vestvendte mur trak fugt og var grunden til skimmelsvampen i soveværelset. Alt er lavet nu, dog med undtagelse af lidt mangler på tagrenderne og nogle småting ved taget. Der er blevet sat skråvinduer i det store værelse ud mod haven, hvor kæresten og jeg skal have et kombineret gamer- og hobbyrum.
Skorstenen har kæresten selv lavet alene, helt nede fra stueniveau, og vi glæder os helt vildt til at kunne tage vores nye Morsø brændeovn i brug næste vinter. 
Hele overetagen er ikke istandsat endnu - kæresten er dog igang med isolering og gulvlægning i det store værelse, kælderen mangler og så mangler stuen og forgangen i stueetagen, men vi bor her og regner med at stuen bliver færdig inden september i år. 


Grunden til at vi gerne ser at stuen bliver færdig inden september er, at vi skal være forældre. Jeg har termin den 21. september og vi venter os en lille pige, som skal hedde Saga. Jeg fandt ud af jeg var gravid i januar og turde næsten ikke tro på at det var sandt. Jeg er nu i 22. uge og mærker liv hver dag. Det er en helt ubeskrivelig følelse og troede aldrig jeg skulle være så heldig at opleve det at blive mor. 
Har ingen gener udover træthed og skal selvfølgelig tjekkes for graviditets sukkersyge når jeg er overvægtig, men udover det så er der ikke meget at klage over. Er nok lidt mere påpasselig end jeg behøver, men jeg er meget beskyttende overfor min lille babybule og elsker hende allerede mere end noget andet. Kan slet ikke vente til at jeg skal møde hende!



Det at skulle være ansvarlig for et lille liv, sætter en masse tanker igang i forhold til at jeg skal passe på med hvad jeg deler på de sociale medier og hvordan jeg skal takle det med bloggen. Jeg prøver for sidste gang om jeg kan få denne blog op at køre og lykkedes det ikke bliver den nok lukket ned. 

MEN livet er godt og jeg har fået det en del bedre det sidste halve år, så ser lyst på fremtiden og håber at kunne dele nogle af de gode ting med jer herinde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar