mandag den 23. november 2015

Lola og naboens søn af Stephanie Perkins

Jeg har læst Anna og det franske kys og da denne er en selvstændig efterfølger skulle jeg bare have den! Jeg blev derfor ovenud lykkelig, da LoveBooks have sponsoreret den til Bloggertræffet d. 31 Oktober og jeg gik da også i gang med den, med det samme jeg kom hjem. Endnu engang fortryller Stephanie Perkins mig med sin fabelagtige måde at fortælle på!


Bogen handler om Lola, som bor sammen med sine to homoseksuelle fædre i San Francisco, har en noget ældre kæreste der er rockmusiker, og som elsker at iklæde sig teatralske udklædninger og drømmer om at blive en succesfuld modedesigner.
Hun har dog en fortid fyldt med smerte, en smerte der blusser op igen, da Bell-tvillingerne Cricket og Calliope flytter tilbage ind i nabohuset. Calliope er en succesfuld skøjteløber og broren Cricket er fyren der knuste Lolas hjerte for to år siden.

I bogen følger man Lola i sin rejse mod at blive voksen. Oplever hende kæmpe imod de følelser Cricket vækker i hende igen, kæmpe for forholdet med den, af fædrene hadet, rockmusiker og kæreste, samt hendes forsøg på at finde ud af hvem hun i virkeligheden er.
Stephanie Perkins beskriver disse kampe virkelig godt og man føler selv at man står midt i det. Man forelsker sig i Cricket og hans stramme bukser, får lyst til at klæde sig ud som Marie Antoinette til skoleballet, og tager sig selv i at tale til månen! Lola og naboens søn er helt igennem forførende og svær at tage afsked med.

Derudover byder bogen også på et gensyn med Anna og Étienne fra Anna og det franske kys, da Lola arbejder i samme biograf som Anna og da Étienne går på samme skole som Cricket. Det er helt magisk at gense dette betagende par og magien fra denne forgænger, fortsætter videre i Lola og naboens søn.


Stephanie Perkins har en helt uovertruffen måde at forføre mig på med sine charmerende karakterer (specielt fyrene) og måden hun igen fanger forelskelsen og det at blive voksen på. Jeg kan slet ikke vente med at få fingrene i den tredje roman Isla og jagten på lykke. Hvis hun formår at viderebringe den samme magi fra de to andre bøger, så bliver det en bog jeg vil elske altid, som jeg elsker Anna og det franske kys og Lola og naboens søn.


Kan virkelig anbefale jer at anskaffe jer bøgerne af Stephanie Perkins – i vil IKKE fortryde det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar