Lotte går og glor på vinduer - tudeprinsesse og malerhjerne

Det er nu ved at være et godt stykke tid siden jeg sidst har blogget, og det er der en meget simpel forklaring på. Jeg har ikke haft tid! Alle dage har været booket, med enten psykiatribesøg eller ture til Frederiks. Grundet til vi har været i Frederiks, som er en lille skod by tæt på Viborg, er at kærestens bedstemor bor derude. Vi har nemlig været igang med at renovere hendes rådne og misvilligeholdte kældervinduer.

Så de sidste par uger har jeg været iført grimt malertøj, morgenhår og generelt set noget ucharmerende ud, da jeg har skulle slibe og male vinduer til den helt store guldmedalje. Jeg kan med sikkerhed sige at jeg ikke gider male et til kældervindue i hele mit liv! I hvert fald ikke når det først skal slibes (igennem 50 års lag af gammel lorte maling!).

BROK, BROK og mere BROK! Nok med det! Derudover har vi lige været et smut ude og male hus hos kærestens kusine, da de er igang med at male deres hus. Så jeg har ømme arme og trætte ben, som idag for første gang i ugevis har fået en pause. TILTRÆNGT!
Derfor har jeg slet ikke fået skrevet alle de fantastiske indlæg som jeg havde planlagt, og har ovenikøbet glemt at nævne at jeg har fået min søster til at gøre mit design mere "efterårsvenligt". Tusind tak til hende!

Glæder mig enormt meget til at skulle til bloggertræffet d. 31. Oktober i Odense. Det bliver både spændende og angst provokerende. Har ikke fået det bedre psykisk og derfor har vi også arbejdet så meget, da vi ellers ikke kan holde ud at være alene udover det. Så det er lidt tiltrængt med noget luftforandring. Så ser meget frem til at kunne være lidt "alene" med andre mennesker.

Den anden og nok større grund til at jeg har haft behov for at distrahere mit hoved, er at jeg er kommet af med min elskede lille Rolf (Prop). Kæresten mente at han ville egne sig bedst til at komme i et nyt hjem, og jeg har ellers sagt at jeg ikke ville af med ham, da jeg ELSKER den lille søde kat. Ham og mig har bare connected på en helt speciel måde, og jeg savner ham!

Kæresten kendte et par der havde mistet en hankat for nogle måneder tilbage og jeg overgav mig og gik med til at de skulle have ham. De var skam også flinke nok, da vi kom ud med ham, men blev ked af at høre at han skulle være udekat (de bor ud til en stor hovedvej). 

Det har resulteret i søvnløse nætter og tusindvis og tusindvis af tårer. Jeg savner ham stadig så jeg kan tude ved tanken. Har flere gange haft lyst til at hente ham igen og kan slet ikke klare at jeg ikke skal høre hans små søde lyde og mærke ham. Det gør bare ondt. Har mareridt om at han bliver kørt ned på den store vej og ikke har det godt. Håber vi kan komme ud og besøge ham, så jeg kan se han har det godt og få sagt farvel, for en sidste gang. Måske jeg kidnapper ham med hjem!

Inden jeg går helt i selv sving med min selvmedlidenhed, så må jeg hellere få tankerne over på noget andet, så jeg tror jeg vil igang med at producere lidt julepynt! God tirsdag til jer!