torsdag den 2. juli 2015

Mit liv som katteredder!



Denne lille pige er blevet en del af vores husholdning og har været hos os i tre uger nu. Vi har rigtig mange vildkatte i/på vores baggård/parkeringsplads og det er et rigtigt stort problem i hele Viborg og generelt i hele Danmark. Denne killing reddede vi fra motordøden (den havde gemt sig fra os i et motorrum og flygtede ikke engang når man dyttede, da den blev reddet ud løb den over i et andet motorrum i en anden bil), så den kom med ind og har efterhånden vænnet sig til at være her og den elsker vores to katte. Den er endnu meget sky og er ikke så glad for kontakt med os.


I starten boede "Findus" (hunkat ja, men kæresten insistere på den skal hedde Findus og være en hankat!) i en transportkasse og kom kun ud for at spise og drikke. Den kom dog ud i vores badeværelse og lærte af vores katte hvordan det skulle bruge kattekasse og er nu en perfekt indekat. Den laver ikke svineri nogen steder og bruger kradsetræ i stedet for andre ting.


Moren fandt vi så ud af senere havde flere end bare den ene killing vi fangede og da vi allerede havde taget kontakt til Dyrenes Beskyttelse (DB) ang, den første killing, fik vi en kattefælde til låns, så vi kunne forsøge os med at få fat i de andre to og eventuelt også moren, så hun kunne blive fikset (på vores egen regning). 
Moren har det lykkedes os at fange to gange i fælden, men hende skulle vi sætte ud igen så killingerne havde en chance for at overleve. Hun virkede meget rolig og har med garanti før været en almindelig huskat i et hjem, for hun var snakkesyg og kælede op af vores ben. Skide synd at folk er så onde imod dyr at de sætter dem ud fordi de blevet med killinger. Svineri!

Det er aldrig lykkedes os at fange de to andre killinger og de er desværre forsvundet helt efter en byfest i sidste weekend, så håber ikke der er sket dem noget slemt. Moren har vi heller ikke set i snart en uge, så vi ved ikke rigtig hvad der er sket med dem. Håber det bedste og frygter det værste!


Findus har det i hvert fald godt og jeg er ked af det ikke er lykkedes os at fange de andre, så de kunne have fået en chance for at blive passet godt på. I hele dette katteredderi har vi fået en rigtig god kontakt med en repræsentant for DB i Viborg og vi har fået givet, en meget syg, vild hankat fred. Derudover er vi blevet to venner rigere i form af vores to underboer, P. og J. - de er på rejse i 2 måneder, men når de kommer hjem igen så venter der nogle hyggelige stunder med dem, så der er kommet meget godt ud af det - på trods af jeg gerne ville have reddet dem allesammen, og håber da også stadigvæk at det kan lade sig gøre.

Vi (kæresten og jeg) er i hvert fald blevet enige om at vi i fremtiden vil gøre alt vi kan for at redde så mange katteliv/dyreliv i
Viborg som overhovedet muligt! Findus's skæbne skal jeg nok dele med jer herinde - underboerne vil eventuelt gerne have hende når de kommer hjem, hvis de kan få tilladelse af udlejer, så vi har hende indtil det er blevet afgjort, ellers kender repræsentanten for DB et rigtig godt internat i Spøttrup.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar