Her på det sidste hvor jeg har haft det rigtig rigtig skidt, har jeg siddet og lyttet til musik på spotify og faldt over noget musik af Anne Linnet - hvilket resulterede i at jeg har hørt hende hver aften jeg ikke har kunnet sove pga. tankemylder. Ved godt det lyder lidt sært - og er normalt heller ikke lige min genre, men jeg har tabt mit hjerte til hendes stemme og musik. Hun har nogle tekster der på mange måder fortæller de ting jeg selv går og kæmper med - det gør jeg ikke føler mig så alene med de tanker jeg går med hver dag. Samt at hun bare har lavet nogle fede sange - deriblandt: Jeg Ka' Ik' Sig' Nej Til Dig - men nu har jeg vidst spammet jer nok med min nye forelskelse!
Det tankemylder jeg går rundt med drejer sig meget om at jeg føler mig utilstrækkelig - i alle sammenhænge - især i mit kærlighedsforhold, andre forhold(familie, veninde osv.) og ift. min uddannelse. Jeg føler ikke jeg kan formå at være "alt det jeg skal være" i de forskellige sammenhænge. Jeg føler hele tiden at jeg ikke når andres og mine forventninger til sokkeholderne. Det resultere i at jeg konstant går med en dårlig samvittighed og at jeg efterhånden er godt stresset. Kan knap nok huske ting mere - den ene dag troede jeg seriøst vi havde år 2007 - og det skræmmer mig enormt meget. Jeg har sgu brug for de minder og at huske de ting jeg har lært på uddannelsen.
Min psykiske tilstand er desværre nedadgående og jeg har egentlig ikke lyst til at få hjælp - for at være ærlig er det ikke den løsning jeg ønsker på nuværende tidspunkt. Har tit tænkt tanken om hvorfor jeg er født hertil når jeg ikke passer ind nogle steder? Jeg har altid haft svært ved at tilpasse mig andre mennesker og steder. Det er som om jeg er rund og verden er firkantet - forstår i hvad jeg mener!?
Min utilstrækkelighed er værst i forhold til mit kærlighedsforhold - jeg formår ikke at være der nok for ham i hans psykiske sygdom/tilstand - ej heller i forhold til at give ham den støtte og kærlighed han har brug for. Det gør ondt indeni at indse det og samtidigt har jeg svært ved at indrømme egne fejl - har sjovt nok ikke svært ved at se andres - men her er det jo ikke kun fejl. Det er især den jeg er der ikke formår at være en rigtig og tilstrækkelig samlever/kæreste for ham.
Nu skal det ikke bare være det sædvanlige piberi fra min side, men jeg har det virkelig svært med mig selv for tiden - jeg er bare faret vild i mit tankemylder og frygter for fremtiden. Muren omkring hjertet er vokset højere og er nu fuldstændig ugennemtrængelig - der er nul følelser tilbage - kun forholdsvis rationelle tanker der kan "bekymre" sig om de ting der bliver tænkt. Det er sgu ikke et liv med værdi...
Jeg er langt fra sikker på om jeg kan gennemføre/beholde uddannelsen og de forhold jeg har til andre - har mest af alt lyst til ensomheden og bare være mig selv alene - uden andre - alene i ingenmandsland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar