Depression Socks!

#DepressionSucks ingen tvivl om det! Det kan både jeg og kæresten skrive under på! Det er en sygdom som rammer hver 6. dansker, men som på trods af dette er tabubelagt og stigmatiseret. De ramte har svært v ed at tale om det og dermed søge hjælp, da de føler en skam ved deres tilstand, da andre har svært ved at forstå det. Det er en sygdom der er forfærdelig at have tæt på livet, både for den ramt og de pårørende. Den kan lamme en fuldstændigt og gøre en ude af stand til at leve en normal og tålelig hverdag.

Depressionsforeningen har i forbindelse med European Depression Day den 1. oktober 2014 lavet kampagnen Depression Sucks, hvor de ved hjælp af orange sokker, med hashtagget #DepressionSucks , vil gøre op med tabu, skam og stigma i forhold til depression - ved at få skabt opmærksomhed på sygdommen og de konsekvenser den kan have for den enkelte - der er blandt andet mange kendte der iført sokkerne har videregivet deres støtte og fortalt deres oplevelser med sygdommen og dermed gjort mange danskere opmærksomme på kampagnen og nu er det min tur. Derudover vil de gøre opmærksom på at det er muligt at komme ud af depressionen, hvis man får spurgt om hjælp - dog er det ikke muligt for min kæreste der lider af kronisk depression.

De orange sokker er en sjov og festlig måde at skabe denne opmærksomhed på og farven er jo meget passende i den aktuelle årstid, så helt umoderne er de da ikke. Jeg vil hermed være med til at fjerne tabuet og stigmaen ved at fortælle min historie, som er meget personlig og svær for mig at dele - men jeg vil bare gerne give andre et indblik i hvordan det er at have depression tæt på livet og de konsekvenser det har for mit liv og forhold.

Jeg har uploaded billeder siden jeg fik sokkerne mandag - på Twitter og Instagram med hashtagget #DepressionSucks – og jeg har desværre ikke et godt kamera, så håber i kan klare den dårlige kvalitet - men opmærksomhed har det da fået! Havde egentlig planer om at bruge sokkerne som "sutsko" på skolen og bærer dem udover bukserne, for at folk virkelig lægger mærke til dem, men folk er åbenbart igang med opgaver, for skolen er for det meste tørlagt, så ville nok ikke få den ønskede effekt, så i må nøjes med at få lidt genbrugsbilleder her.

Nå jeg lovede jo at komme med min egen fortælling i forhold til depression. Here it goes! Jeg har selv været ramt flere gange i løbet af mine 26 år - er aldrig blevet behandlet og har også selv benægtet det og bare kæmpet videre uden at folk har været opmærksomme på problemet. Men det er nu ikke mig selv det skal handle så meget om - selvom det bliver udfra min synsvinkel - jeg lever som sagt med en kæreste der lider af kronisk depression (samt personlighedsforstyrrelser) og det har en stor påvirkning på vores daglige liv og forhold. 

De konsekvenser det har er blandt andet at han har svært ved at være der for mig sådan følelsesmæssigt og på alle forholdets tætte og intime områder. Derudover er alt meget sort og ingenting kan gøre ham rigtig glad - det betyder at alt bliver sådan lidt "meh" og trist - selv hyggelige stunder og højtider bliver præget af at han ikke kan finde glæden i noget. Det vil sige at min glæde og entusiasme i forhold til jul og halloween eller noget så aktuelt som hans 30 års fødselsdag, hvor jeg gerne vil fejre det og han ikke kan overskue det. 

Det betyder for forholdet at det er præget af at jeg ved at ligegyldigt hvor meget jeg nusser om ham eller forsøger at skabe glæde og hygge, så er det lidt spildt energi, da han ikke får det ud af det som jeg ønsker - man kan sige at problemet egentlig er mig, da jeg forventer for meget af ham - det er bare svært at undgå når man gerne vil gøre alt for at man kan have det hyggeligt og godt sammen. Jeg vil så gerne sprede min glæde og entusiasme, men det er spildt på ham pga. depressionen. 

Samtidigt kræver det en hel del også fra de pårørende og hermed mig, da man gerne skal være der for den syge og helst ikke skal skabe konflikter - hvilket vil sige at man ikke kan have en almindelig hverdag, da noget så simpelt som en diskussion kan blive et kæmpe skænderi - da han er meget sensitiv og kun høre det negative eller høre det han forestiller sig jeg mener med ting - som typisk bliver gjort 1000 gange værre i hans hoved.

Men nu skal det ikke lyde negativt det hele - for jeg elsker ham jo selvfølgelig og han gør også, på trods af sin sygdom, virkelig meget godt for mig og han er der for mig hver gang jeg har det skidt og har noget jeg har brug for at fortælle om/brokke mig over. Han fylder hele mit liv og jeg ved også godt at jeg ikke altid er nem at leve med og tager sgu hatten af for at han tør og gider være min kæreste - når han med sikkerhed kunne få en der gjorde det lettere for ham at bare "være".

Mine forældre havde/har meget svært ved, især i starten af vores forhold, at forstå hvad det er der gør at han ofte gemmer sig i gæsteværelset når vi er på besøg eller hvorfor han er lidt mut og ikke snakker så meget, men med tiden og især efter at jeg er begyndt at fortælle en masse om det, er de begyndt og tage mere hensyn og er faktisk også begyndt at være efter mig når jeg forventer for meget – eller når jeg går ned for at hente ham fordi jeg synes han skal være med til noget hygge – min mor især er blevet meget beskyttende overfor ham, selvom hun især var den der ikke forstod hvad der foregik. Hun har også altid haft svært ved at forstå at psykisk sygdom ikke er noget skammeligt og har tidligere udtalt at man bare skal tage sig sammen – så det er dejligt at man kan være med til at åbne folks øjne og fjerne tabuet og stigmaet der oftest ridder sygdommen som en mare.

Håber min historie kan give et lille indblik i hvordan livet med depression kan være og håber at i hvis i kender nogen der har det skidt - har modet til at spørge ind til hvad personen går og kæmper med og hjælpe dem til at få det bedre. Vi skal sgu hjælpe hinanden og især når vi ikke selv formår at bede om hjælpen!