Hvorfor skal det være så svært!?

Dagene går ikke skide godt herhjemme og derfor er der heller ikke nogen som helst julestemning at spore - hos nogen af os! Vi skændes ret meget og små simple ting bliver gjort til store problemer. Vi er begge lige gode om at - på hver vores måde - få startet en masse diskussioner. Jeg er hurtig til at gå i "forsvars-mode" og han er meget angribende i sine udtalelser, så som i nok kan regne ud så går bølgerne højt!

Der har været en del trælse situationer i weekenden og der er blevet sagt nogle meget grimme ting, som er blevet undskyldt igen, men jeg kan ikke rigtig slippe det - ved godt at man skal tilgive og komme videre, men når de ting der er sagt - er sagt for at såre dybt, så sidder de også det dybere i en og er skide svære at slippe. I hvert fald for mig.

Det her er på INGEN måde ment som en klagesang, men har brug for at komme af med nogle tanker, som ellers forhindre mig i at komme over det. Ved ikke om det giver mening?

Jeg har virkelig overvejet om hvorvidt vi burde fortsætte vores forhold - netop fordi vi er så gode - begge to - til at fare i flint ved det mindste. Kæresten bryder sig ikke om at skændes, men er skide god til at starte et, da han ofte kun høre det negative i en sætning og tager "kritik" meget personligt, så når jeg er en der gerne siger min ærlige mening om ting og måske ikke altid helt forstår hvornår jeg burde holde min kæft, så bliver det til mange skænderier på grund af det.

Vi har snart været sammen i 5 år og det er også en grund til at det er svært bare så sige slut-prut. Dog ønsker jeg bare for os begge at vi snart kan få det godt, og det er ikke sjovt at leve i den rutschebane vi lever i nu. Håber dog at vi på en eller anden måde kan komme over "bumpet" og går en bedre tid i møde. For det trænger vi sgu begge til, om det så er hver til sit eller sammen.

Jeg ville virkelig ønske at jeg var bedre til at kommunikere med andre mennesker og generelt havde nemmere ved "at være i en tosomhed". Jeg er en tryghedsnarkoman og deraf er det rart at have andre i nærheden i tilfælde af lort, men et decideret tæt forhold er jeg altså ikke god til, da jeg ikke kan læse andres behov sådan rigtigt. Jeg skal helst have konkrete og direkte instrukser - ellers går det ikke rigtigt.

Har ofte tænkt om jeg overhovedet er egnet til at være i et parforhold. Havde heller ikke planer om at finde en kæreste, da jeg mødte kæresten, men det er ikke altid så nemt at styre. Kærlighed er sgu en svær størrelse for mig at forstå. Spurgte min gamle far her den anden dag, om det altid vil være så svært og hans svar var et klart "Ja!", så når en konfliktsky og "problem-afvisende" mand som ham siger sådan, så er det nok sådan og bliver nok ved med at være det!

Måske man bare skal lære at takle det bedre, og det håber jeg kommer med alderen - ellers ser det sgu sort ud!

Beklager det negative indlæg, men nu er det ude af verden og nu vil jeg knokle for at finde julestemningen frem! Nogle forslag til hvordan jeg gør det!?