torsdag den 15. januar 2015

Alene som altid


Det er lige gået op for mig hvor alene jeg bliver i det her sygdoms forløb. Godt nok var kæresten med mig til både studievejleder og læge i sidste uge, men nu har piben fået en anden lyd. Nu skal man da høvles ned for ikke at kunne give opmærksomhed på de rigtige tidspunkter og man skal have af vide at man er træls overfor ham, når jeg ikke kan vågne af min sovemedicin og derfor ikke lige får svaret helt korrekt eller spurgt ind til det han ønskede. Jeg er meget alene i det når hans psykiske sygdom kræver så meget af det hele. Jeg vil jo ikke kunne formå at være alt det han har brug for og derfor får jeg mere høvl for min utilstrækkelighed end normalt. Ikke ligefrem noget der hjælper på min situation. 

Ved godt det måske nærmer sig noget "for privat" at dele med jer, men jeg har ikke andre at dele det med og det hober sig bare op i mit hoved og det nytter ikke at medicinere det væk - det forsvinder det jo ikke af. Min reaktion på hans udbrud er måske heller ikke helt rigtige, for jeg flygter som regel ind i et andet rum - simpelthen fordi jeg ikke kan have flere negative tanker om mig selv i mit hoved og han er ikke bleg for at fortælle mig alle mine fejl og mangler. Så idag har jeg rendt rundt for at undgå ham og selvfølgelig er han sur over det, men hver gang jeg forsøger at samtale med ham skal jeg høre hvor forkert jeg er, og det kan jeg simpelthen ikke være i. 

Jeg skal til lægen her kl. 13 og jeg frygter at skulle spørge om han har lyst til at tage med, når han nu er så træt af mig og ser sort på mig, men ellers ender det bare med jeg ikke kommer afsted. De sidste tre dage har jeg været nødt til at tage nogle af de piller jeg fik ved lægen - de virker men efterdønningerne der kommer når virkningen begynder at aftage er voldsomme og derfor har det været nogle trælse dage.

Beklager at jeg ikke har noget mere opmuntrende at fortælle om, men please respekter at jeg deler noget meget privat med jer og derfor ikke ønsker negative/bedrevidende kommentarer fra jer. Jeg er som jeg er og min situation er som i kan læse jer til på min blog og ønsker man ikke at dele det med mig, så er i velkommen til ikke at læse den.

3 kommentarer:

  1. Jeg har den generelle holdning at når man kommer til et punkt i sit liv hvor man får det psykisk svært så er det ens egen kamp.. Selvfølgelig er det rart at nogen er der for en og at der er en som kan tage med til lægen osv. Da jeg blev syg mistede jeg alt, kæreste, job, omgangskreds, venner og også en del familie medlemmer fordi jeg fik dem skubbet for langt væk. I startede føltes det helt ufattelig hårdt og det endte jo så med at jeg blev indlagt på psyk.. Efter min indlæggelse gik det op for mig at man nogen gange er nød til helt derud hvor det gør rigtig ondt, for at kunne finde sig selv og finde vejen frem. Det havde jeg aldrig klaret i det forhold jeg ellers var i. Så havde jeg brug for mange kræfter på min partner og glemme mig selv.. Det har gjort at jeg i dag har den opfattelse at man nogen gange i livet er nød til at stå alene, for at finde sig selv og for at man kun skal bruge sin energi på sig selv og på at få det bedre. Det tror jeg ikke man kan hvis der er forstyrrelser og andre ting man føler der forventes..

    Jeg ved ikke om det giver mening for dig, men husk nu at selv om du elsker ham så er det okay at du ikke kan alle de ting som du plejer.. gi' slip.. <3

    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 Tak for støtten. Er bange for mit indlæg blev lidt for "buhu se mig - det er synd for mig!"-agtigt. :/

      Slet
    2. Altså det er jo din blog og dig der bestemmer hvad der skal stå.. jeg ved ikke om det lyder hårdt, men jeg har ikke ondt af dig.. det lyder måske forkert, men jeg ved du nok skal klare det, du skal bare lige finde din vej. Tror dog du skal være bedre til at gøre ting som er gode for dig og vigtige for din fremtid.. Har du overvejet om dit forholde er godt for dig? sorry hvis jeg går tæt på, det er ok hvis du ikke ønsker svare..

      Knus <3

      Slet