Tankemylder

Har det ikke godt i disse dage og hovedet er et tankemylder. Jeg har svært ved at formulere mig ordentligt og bliver flov over det der kommer ud af munden - det er roddet og lyder usikkert. Vi er igang med et gruppeprojekt og jeg kan bare ikke leve op til mine sædvanlige høje standarter og det gør at det sikkert udefra virker som om jeg ikke er engageret. 

Jeg føler mig helt fremmed og malplaceret når jeg er i sociale relationer på skolen og mit mundsalat gør ikke situationen bedre, så holder helst min mund. Jeg har svært ved at koncentrere mig i disse situationer og jeg sidder oftest og smiler kunstigt og deltager mest med "ja'er" og "nej'er". Kort sagt er jeg ikke noget værd i sociale sammenhænge. 

Jeg kan simpelthen ikke være i mig selv - og dermed heller ikke finde ud af hvordan jeg skal være med andre. Det bliver hårde uger, da man i projektarbejde forventes at deltage meget socialt og verbalt - og det er jeg bare ikke i stand til på samme niveau som tidligere.

Derudover føler jeg mig også lidt udenfor i den studiegruppe jeg er i - ved ikke om det bare er min usikkerhed, men kan ikke rigtig være delagtig i samtalerne, da jeg hverken har mand, hus eller børn og ikke er over 30 og dermed ikke kan følge med i samtaler om dette - og dermed ender jeg oftest med at sidde og nikke og smile. Normalt ville jeg være i stand til at stille mig udover dette, men i min nuværende situation - har jeg svært ved at råbe højt og blive hørt - giver hurtigt op. Det er også svært at deltage når ens hjerne er fyldt med tankemylder og man har svært ved at koncentrere sig om én tanke.

Der går ikke en dag hvor jeg ikke overvejer om ikke det ville være nemmere at stoppe på uddannelsen og finde en anden vej der passer mig bedre på nuværende tidspunkt, men ærligt talt, så ved jeg ikke hvad det skulle være? Jeg ved bare at jeg ikke føler mig lige så god som de andre - føler mig meget ved siden af. 

Jeg kan ikke overskue at have et arbejde ved siden af mine studier, da disse i forvejen tager alt min energi og kræver alt fra mig at komme igennem. Det lyder totalt ynkeligt og bliver konstant ved med at overveje hvad jeg skal gøre - om jeg skal tage et fritidarbejde og dermed risikere at jeg ikke kan overskue skolen... som jeg i forvejen har svært ved. 

 Har det konstant som om jeg kunne tude og tude uden ende - tårerne er gemt lige inde bag det kunstige smil. Samtidigt føler jeg ingenting og er tom indeni. Føler hverken glæde, vrede, eller noget som helst andet. Det er skræmmende at være en omvandrende zombie. Når jeg endelig græder eller der sker grimme ting, så kan jeg græde og to sek. efter stoppe og føle ingenting - eller begynde at grine i situationer hvor dette ikke er normalt. 
Det skræmmer mig enormt meget ikke at være "normal" - jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal gøre ved det - oftest er de eneste løsninger jeg kommer på ikke nogen der er hensigtsmæssige. Fornuft har jeg da endnu i en vis grad - heldigvis. 

Tænker at jeg har brug for noget professionel hjælp med mine problemer, men er ikke meget for at søge den, da jeg ikke ønsker at blive latterliggjort - da det sikkert lyder latterligt for andre. Det er altså skræmmende at være en zombie og af samme grund stoppede jeg på antidepressiv medicin for 1,5 år siden, efter kun at have været på det i 2 måneder. 

Jeg frygter for hvad fremtiden kan bringe hvis ikke jeg får gjort noget ved mine psykiske problematikker. Der er nemme løsninger, men jeg kan ikke give noget op som jeg har arbejdet så hårdt for de sidste ca. 4 år. På trods af at jeg ikke kan føle noget for projektet længere, så har jeg håb for det kan komme igen hvis jeg får det bedre. 

Jeg ved ikke om mit tankemylder her giver nogen mening, men det har været rart at kommed ud med. Tvivler på det havde givet mere mening, hvis jeg ikke havde brugt lang tid på at redigere det til normalt menneskesprog. Håber at jeg kan få styr på mylderet og dermed få styr på det projekt jeg skal have lavet med gruppen i de næste par uger.

Jeg vil slutte her og se det nyeste Downton Abbey afsnit færdig for 2. gang i aften. Det lyder underligt at jeg har set afsnittet to gange, men for tiden er det rart at se ting flere gange, da jeg dermed kan slappe af i at se noget kendt igen og igen. Overvejer om jeg skal se det en 3. gang i sengen inden jeg lægger mig til at sove og dermed holde tankemylderet væk - orker ikke tosomhed på nogen måde for tiden og mit forhold lider under det, men kan ikke leve op til de forventninger der er. Især ikke mine egne.