Ensomhed...

Ja overskriften referer godt til hvordan mit liv ser ud for tiden. Jeg har en tendens til at isolere mig, men samtidigt har jeg ikke så mange at være sammen med - har kun 1 veninde, men hun har også et meget travlt liv rent socialt, så hende ser jeg normalt ikke andet end i skole relaterede situationer. Har besøgt min familie på Fyn og set lidt til min søster, men er virkelig begrænset jeg har haft med dem at gøre socialt.

Min kæreste er psykisk syg samt at vores forhold for tiden er meget præget af dette og han er derfor ikke i stand til at udfylde tomrummet - og egentlig er det også sværere at være ensom når man er to end da man var alene, for i forholdet bliver ensomheden automatisk til et svigt på den ene eller anden måde. Her er der en partner der enten ikke formår at tage imod eller give hvad end den ensomme har behov for.

Jeg har som tidligere skrevet ikke haft en kæreste før ham jeg har nu, og jeg kan tydeligt huske at ensomheden altid har været min tro følgesvend, men dengang havde jeg ikke nogen jeg kunne "give skylden". Min daværende veninde udfyldte til dels noget af tomrummmet og derfor var min ensomhed dengang nok nærmere knyttet til ønsket om at have en kæreste/partner.

Måske man kan sige at min ensomhed på nuværende tidspunkt skyldes at forholdet er præget af hans psykiske lidelser og hans manglende evne til at være "kæreste", samt at vores forhold - på trods af at jeg elsker ham mere end noget andet og ønsker vi skal dele fremtiden sammen - ikke lever op til det jeg havde forestillet mig et forhold skulle være.

Egentlig er der en meget god grund til at ensomheden og jeg altid har fulgt hinanden livet igennem. Jeg har det faktisk bedst i eget selskab, da jeg ikke rigtig kan rumme andre eller hvordan man nu end skal forklare det. Jeg har altid haft problemer med at skulle være tæt på et andet menneske - jeg holder dem helst i minimum en "armslængde" væk - og har altid forestillet mig at jeg skulle være alene til døden. Jeg har altid tænkt at forhold var for mennesker der kunne tage imod kærlighed og nyde det, vokse af det.

Jeg kan ikke og har aldrig kunnet forstå andres interesse i mig som person - jeg har dog heller aldrig været vant til at folk kan lide mig (med undtagelse af mine bedsteforældre) og derfor har jeg aldrig rigtig lært hvordan man håndtere kærlighed og følelser - hvilket har resulteret i at der gik længe inden jeg fik en kæreste (23) og der højst sandsynligt var gået endnu længere havde jeg ikke mødt min nuværende.

I tænker nok at det lyder som noget værre pladder, men for mig er det "sandheden"/realiteten. Min opvækst har ikke været fyldt med søde ord, kærlighed, kram og kys - det er ikke normalt hos os - følelser det er noget man skjuler med vrede, forknythed og sure miner - de er negative og ikke noget man skal tale om. De eneste kærlige ord og omsorg jeg har følt har jeg fået fra mine bedsteforældre, som jeg mistede tidligt. Mine forældre har af ukendte (for mig) årsager ikke formået at give omsorg  og jeg er derfor endt ud som et følelses forstyrret menneske - eller hvad fa'en man skal kalde det.

Det har resulteret (samt mobning) i at jeg altid har isoleret mig og ikke har set og taget imod interesse fra andre - kun i få tilfælde har jeg fundet en veninde, som jeg sidenhen har mistet igen - og derfor har ensomheden altid været min eneste tro følgesvend udover min overvægt. Herligt liv ikke???

Mit håb for fremtiden er at jeg kan få noget professionel hjælp til at bearbejde og finde værktøjer til at ændre på dette. Jeg ØNSKER et lykkelig liv og DRØMMER om den store kærlighed med familie og alt det indebære. Jeg vil gerne være en livsnyder - fremfor en livshader som det desværre er nu.

Håber i respektere at dette er mine holdninger og at det er svære ting for mig at ytre mig om, da det i bund og grund "afslører" hvem og hvad jeg er. Denne sidste ferieuge har bare ikke været god - den har desværre været alt for præget af min og min kærestes psykiske problematikker. Håber jeres uge har været bedre end min, med knap så mange tårer og grimme tanker! 

God modvind!